Lyset
Kapitel 9:

Langt om længe er tiden kommet til atelieret / galleriet, som i dette kapitel bliver til et smukt rum til kunstneriske udfoldelser og smukke udstillinger.

Den gode loftshøjde kommer virkeligt til syne, når de store kuglelamper skiftes ud med justerbare spots og selv den store gamle porcelænsvask, som er perfekt til penselvask mm., lykkes det Anne at få helt renset ned, så den står knivskarpt. Og så får vi i dette kapitel sørme også sat julelys på huset i anledning af, at Løgumklosters juleby officielt blev åbnet den 25. november.

En smuk tradition med fakkeloptog og den vaskeægte julemand, der tænder lyset i byens store juletræ, imens pladsen dufter af nybrændte mandler og andet godt, som sælges i juleboderne på markedspladsen.

Vi har, som før nævnt, fået en del forespørgsler på bookinger og vi har endda allerede uger, der er booket.

Vi arbejder på en bookingkalender her til siden, - men indtil da: Hvis du har en uge i tankerne, hvor du - evt. sammen med andre gerne vil udstille i galleriet, arbejde og evt. afholde kurser i atelieret og bo i huset, - så skriv gerne til os allerede nu på kontakt@lysetikloster.dk.

Der er som bekendt 8 sovepladser fordelt i fire værelser: et værelse med en seng, to værelser med to senge og et værelse (på 1. sal) med tre senge.

Prisen bliver 8.000 kr. inkl. moms og rengøring pr. uge med check ind mandag og check ud søndag aften. Klokkeslæt vil være fleksible, for vi sætter en nøgleboks op. Er I 8 personer, vil prisen således blive 1.000 kr. pr. person - for en hel uge.

Ønsker man at leje huset på dagsbasis er prisen 2.000 kr. pr. døgn i minimum tre døgn, idet vi ellers vil komme til at drukne i skiftedage osv. Dette vil dog ikke blive muligt i alle uger.

Ønsker du at leje huset i længere perioder, eller har du andre særlige ønsker og idéer, så skriv gerne til os om det.

 

 

Husk at sætte kryds i kalenderen lørdag den 14. januar 2023,
hvor du er inviteret til Grand Opening af "Lyset"
klokken 13 - 16
i Østergade 22
6240 Løgumkloster